Inklusion

Hvad er inklusion:
På Espergærde Skole er inklusion det samme som god skolepraksis. En praksis med et godt læringsfællesskab. Et læringsfællesskab er inkluderende når;

  • alle elever får mulighed for at bidrage aktivt til, har udbytte af og udvikler positive selvbilleder på baggrund af fællesskabets aktiviteter.
  • alle er fuldgyldige medlemmer og den enkelte elev oplever, at han/hun kan bidrage til og har betydning i skolefællesskabet – både fagligt og socialt.

 

Espergærde Skole har et inklusionsteam
Inklusionsteamet består af en børne- og familiekonsulent og 4 læringsvejledere i inklusion.
Inklusionsarbejdet på Espergærde Skole tager udgangspunkt i Helsingør Kommunes Inklusion 2016-plan, der har til hensigt at give børn og unge de bedst mulige udviklingsmuligheder, så alle føler sig som en værdifuld del af fællesskabet, trives i hverdagen og bliver livsduelige og demokratiske samfundsborgere.

Børn udvikler sig optimalt i inkluderende børnefællesskaber, hvor de professionelle arbejder efter et fælles værdigrundlag. Det er ikke kun børn og unges særlige behov, der afgrænser muligheden for inklusion, men i vidt omfang også fællesskabets måde at være fællesskab på, der bestemmer i hvor høj grad inklusion vil lykkes. Teamet har derfor primært fokus på skolens værdier og fælleskaber og arbejder altid med alle voksne omkring barnet/børnene.

 

Inklusionsteamets tilgang
Inklusionsteamet er kulturbærere i alle skolens fora i overensstemmelse med de værdier og metoder, der er centrale i kommunens inklusionsbestræbelser. Teamet arbejder ud fra narrative og løsningsfokuserede tilgange.

Teamets grundholdning er:

  • Hvis der opstår et problem, er det ikke ”nogen”, der er problemet. Det er problemet, der er problemet. Et problem som alle forældre, personale og elever har et fælles ansvar for at afhjælpe.

I samarbejde med en fra inklusionsteamet går man på opdagelse i problemet og finder frem til andre fortællinger end problemhistorien, andre måder at forstå det på, samtidig med at fokus er på, hvad der allerede fungerer, hvordan vi kan få mere af det der fungerer, hvad vi ønsker i stedet og hvordan vi sammen kommer derhen.

 

Inklusionsteamet funktioner
Inklusionsteamet er primært personalets samarbejdspartner og giver ideer, støtte, råd, vejledning og supervision samt støtte i arbejdet med klasser, børnegrupper, enkelte børn og forældresamarbejde.

Teamet benytter sig primært af supervision som et redskab.

Helt konkret arbejder Inklusionsteamet på Espergærde Skole primært med temaer, der omhandler skole/hjem samarbejde, teamsamarbejde, klasseledelse, børnefællesskaber og lærer-elev samt elev-elev relationer.

Inklusionsteamets indsatser kan beskrives ud fra ’tre niveauer’: forebyggende og trivselsfremmende (inden problemer opstår), foregribende (nyopstået problemer, der hurtigt skal forhindres i at udvikle sig) og indgribende (problemstillinger, der er mere fastlåste og som kræver særlige tiltag).

 

Inklusion – Sådan gør vi i Helsingør Kommune

© Espergærde skole